DE FØRSTE STOP PÅ MIN RUNDREJSE I NZ!!

Begyndelsen på 14 dage i New Zealand

Min afsked med Melbourne blev trukket en del ud, eftersom mit fly var godt 1,5 time forsinket. Jeg blev hængende i lejligheden og fik sagt ordentligt farvel og på gensyn til Sarah og Bryce og tog så med SkyBus ud til Tullamarine, som lufthavnen hedder. (Det hedder på gensyn, fordi de netop har bestilt billetter til London til maj/juni og derfor kommer forbi DK og besøger mig! Glæder mig allerede til at se dem igen!)

AUCKLAND

Ca. 3 timers flyvetur senere ankom jeg til Auckland. Gennem min Magic Bus pakke var der arrangeret shuttle til mit hostel og det var jo helt fint, bortset fra at jeg blev sat af ved det forkerte YHA – der er åbenbart to i Auckland. Jeg fik derfor min første ægte backpacker oplevelse, da jeg med kæmpe rygsæk, rullekuffert og håndtaske skulle bestige den stejleste bakke i Auckland. Super! Nå, et bad senere og jeg var af sted på opdagelse i byen, som desværre ikke var særlig interessant. En lille uge inde i min rejse på New Zealand, har jeg kunnet konstatere, at landet bestemt ikke er kendt for deres byer, men for den smukke natur – hvilket passer mig glimrende efter 4 måneder i en storby som Melbourne! 

Jeg stak af fra Auckland via en kort færgerejse til Devenport og der var bare skønt derude!! ”Besteg” Mount Victoria – sådan en kæmpehøj græsklædt bakke, hvorfra der var en skøn udsigt over Auckland og omegn.
På Devenport nød jeg også min første omgang fish ’n chips på en bænk ved stranden – virkelig lækkert og noget bedre kvalitet en ”fiskefingre”.


Jeg kom tilbage til Auckland først på eftermiddagen og tog en bustur med en af de gratis citybusser, der kører rundt i centrum. Ved ikke om det var mangel på søvn eller tidsforskellen (2 timer fra AUS) eller en kombination af begge – under alle omstændigheder faldt jeg i søvn i bussen og kørte hele indre by rundt, mens jeg sov – kanon!
Endte ved havnen igen og så kunne jeg ellers traske hjem til mit hostel. Her ville jeg lige lægge lidt billeder på facebook, men endte med at falde i søvn én gang til – denne gang med computeren på maven, mens jeg lå i sengen! Spildte dermed den halve times gratis internet jeg havde fået ved check-in, men det var nu en god lur! 

Jeg delte værelse med en canadisk kvinde i midt-50erne. Hun havde taget et halvt års orlov fra sit job, lejet sit hus ud og rejste nu rundt på må og få – meget sejt! Generelt set har jeg mødt mange ”modne” backpackere – ældre ægtepar, +30 singler m.fl. Det så man ikke så meget af i min tid i Melbourne, men tænker, at det må være naturoplevelserne der tiltrækker det ældre klientel!

Onsdag d. 22. november var der så afgang med Magic Bus – blev mødt af en meget venlig chauffør ved navn Buzz – første møde med den New Zealandske kultur blev: ”Kia Ora” – det betyder velkommen. Derudover lavede han en klassisk Maori-hilsen – trykke hånd med modparten mens man presser sin næsetip to gange mod hans. Er det to mænd, trykker man kun næsen mod hinanden 1 gang. Blev en anelse forvirret da han stak næsen så langt frem, men sådan skulle det nu engang være!

AF STED MOD ROTORUA


Af sted gik det så fra Auckland mod Rotorua med ægte tourguide-stemning i bussen. Alle passagerer var generelt meget stille – nogle tog en lur og der blev ikke snakket særlig meget – andet lige fra mikrofonen oppe ved rattet. Buzz var enormt snakkesalig og havde en stor viden omkring New Zealand og hver en lille ting vi mødte på vores vej. Han var rigtig god til at holde pauser så vi kunne fotografere og underholdte ellers med gode historier og beretninger fra sit eget liv på New Zealand.

Før vi landede på vores hostel, fik vi en rundtur i Rotorua – hvor ligger supermarkedet, hvor er dit og hvor er dat, hvad tid kører bussen i morgen osv. Efter at have checket ind, gik jeg en tur rundt i Rotorua – ned til søen, forbi alle områderne med termisk aktivitet, forbi museet, rosenhaven osv. Meget smukt, men fy for en fæl lugt. Undergrunden er fyldt med sulphur (kan ikke huske hvad det hedder på dansk) og det lugter bare af rådne æg over det hele i de dampe der siver op. 

Meget smuk rosenhave - duftede fantastisk blandt alle "æggene"

Den hjalp lidt på æggelugten!

Ved Lake Rotorua

Meget farligt!

Mig ved ægge-søen!

Aftenen bød på et af turens højdepunkter indtil nu - en tur til en maori landsby, hvor en maori familie viser deres kultur med alt hvad det indebærer. Det gav et rigtig godt indblik i en kultur som jeg vidste meget lidt om i forvejen. Der var sange og dans – Haka – som den ægte maori-kriger dans hedder. Vi fik også et fantastisk måltid tilberedt i en jordovn – det hedder Hangi. De graver maden ned og så bliver den tilberedt over flere timer. Der var lam og kylling og grøntsager, forskellige salater og dessert.
New Zealand gør meget ud af at bevare deres oprindelige maori-kultur og er meget stolte af den, modsat i Australien, hvor det virker som om aboriginal-kulturen helt ønskes glemt. Et eksempel er, at alle skilte på NZ skrives både på engelsk og maori-sprog.

Fra venstre: Maori kriger, Viking, Maori kriger :)

Hangi mad - fra jordovn

FRÅÅÅÅDEREN!

Efter en dejlig aften, hvor jeg også fik anledning til at snakke med en masse andre backpackere, tog vi hjem og gik i seng. Jeg sværger det er nogle lange dage - lange busture, blandet med masser af frisk luft og gåture og en helvedes masse informationer - det er lige til at gå omkuld af!


ROTORUA TIL TAUPO


Næste dag var det af sted igen. Første stop: Wai-O-Topi Thermal Wonderland. Her kunne man for alvor se, hvor aktiv jorden er på NZ. Geysere, hot pools, mud pools osv.!! Rigtig smukt og specielt!

Dne vil ikke vende mine billeder - men det er altså en geyser i udbrud!

Vi stoppede også ved Haka Falls - kæmpe vandfald med krudt i! 

Ved ankomst til Taupo fandt vi et supermarked og gik så ellers ud og spiste og holdt lidt fest og blev rystet sammen! Jeg spillede bordfodbold og vandt min første kamp - jeg var ret stolt!!

Maartje fra Holland og mig selv!

Jeg henviser derudover til mit album på Facebook, hvor alle billeder fra Auckland, Rotorua og Taupo kan findes.


Inden længe får jeg skrevet om National Park, Wellington, Nelson og Greymouth (hvor jeg er kommet til i dag)...tiden går virkelig stærkt og jeg har ikke så meget tid til internet - især fordi jeg er helt færdig om aftenen!



Hvis jeg helt kort skal opsummere rejsen indtil nu, må det være: SMUK! Der er ufatteligt smukt i New Zealand - frodigt, grønt, bjerge, dale, havet - det hele! Vejret har været med os indtil videre - lidt småbyger, men ellers sådan blandt sol/skyer, ikke så meget blæst og temp. omkring 20 grader vil jeg tro. Folk er søde og hjælpsomme, bussen er halvtom det meste af tiden - ved ikke, om det ikke er rejsesæson pt., men det gør mig nu ikke så meget :)

Der kommer mere nyt inden længe!

ET INDLÆG KUN FOR GOLF-IDIOTER - PRESIDENTS CUP 2011

Lad mig først lige fastslå, at denne tekst højst sandsynligt vil kede de fleste ihjel – i hvert fald jer derude som ikke spiller golf! Måske egentlig også nogle af jer som spiller golf, men som ikke gider læse SÅ meget om golf. Måske er det i virkeligheden kun min far der læser det her fra start til slut - i så fald kære far: God læsning :)

Prøverunder og åbningsceremoni

For første gang i min tid i Australien, har jeg valgt at dedikere et helt blogindlæg til én enkelt begivenhed. Normalt samler jeg sådan lidt forskelligt sammen, men mine to første dage til The Presidents Cup 2011 har været så stor en oplevelse, at det kræver et indlæg for sig.

På vej hjem i toget tænkte jeg over, hvordan jeg lige skulle kringle den her. For hvordan videregiver man lige det sus, spændingen, de fantastiske sving – ja, hele stemningen – til folk der sidder 13.000 km. væk hjemme i Danmark?

Det letteste ville være at sige, at ”man skulle have været der” – for det skulle man virkelig! De billeder jeg tog under onsdagens prøverunde, retfærdiggør på ingen måde den smukke golfbane, de lækre sving og det flotte vejr, for da slet ikke at tale om den intense stemning, der er på et træningsanlæg dagen før 24 af verdens allerbedste golfspillere tørner ud mod hinanden, i det, der af nogle kaldes det største team-event i golfverdenen. 

Allerede da jeg steg af toget på Mentone Railway Station stod det klart, at The Presidents Cup er en turnering uden lige. Uden for stationen blev tilskuere mødt af gratis shuttlebusser og før vi vidste af det, stod vi ved indgangen til The Royal Melbourne Golf Club – Australiens, efter sigende, bedste golfbane!
Uhhh – fik et sug i maven og gåsehud, da jeg trådte ind på anlægget. Har ikke sat mine fødder på en fairway siden maj måned, så jeg følte mig ærlig talt som et forårs-føl der lige var blevet sluppet på græs! Fuld af begejstring, spænding og med høje forventninger – for hvad mon der foregår bag indhegningen? 

Et ”bip” senere og min billet var godkendt. Med min spectator-guide i hånden var det tid til at udforske området. Det internationale hold var samlet på rangen til en gang opvarmning inden deres tredje og sidste prøverunde. Amerikanerne var ikke at se, men som en ældre kvinde – en af de 1400 frivillige – forklarede, så ”gør de vist lidt som det passer dem”. Jeg fulgte de internationale spilleres opvarmning og var straks grebet af stemningen – ”The Presidents Cup”-logo alle vegne, tilskuerpladser, en million marshalls i ens trøjer samt et meget positivt Melbourne-publikum, der naturligvis var yderst glade for deres mange landsmænd på det internationale hold.

Jason Day og Adam Scott

Spillerne var veloplagte og fandt tid til en hyggesludder med hinanden, blandt den ellers seriøse forberedelse. Superfedt at se!
Pludselig begyndte alle at røre på sig, de 12 caddies flyttede bags og pressen stimlede sammen – tid til ”klassebillede” af The Presidents Cup International Team årgang 2011. Ingen sure miner fra spillerne – de er yderst professionelle og kender deres pligter. Så alle 12 mand + kaptajner op på rad og række og så blev der ellers poseret for kameraerne - også mit :) 

Efter den korte fotosession rykkede de fleste spillere fra rangen til puttinggreen og man kunne fornemme, at startskuddet til prøverunden ville lyde inden længe. Jeg rykkede naturligvis med – man skal jo ikke gå glip af noget :) 

The International Team 2011

The International Team 2011

Jason Day slog sten-saks-papir med en af de andre spillere og fik på den måde lige afgjort, at hans bold skulle tee ud fra hul 1 og de andre fra hul 10. De spillede i tre 4-bolde og der var således ikke så mange bolde at følge, men i og med, at de gik ud på både for- og bagni, kunne man følge alle bolde, når de kom forbi de huller hvor gangstierne krydser hinanden.

Jeg fandt tilsyneladende ”smørhullet” hvor spillerne kom væltende i en lind strøm – sådan føltes det i hvert fald.
Som en anden ivrig junior-basse – bevæbnet med min spectator-guide og en tusch – møvede jeg mig frem i forreste række og indkasserede den ene autograf efter den anden. Jeg havde ellers på forhånd overvejet, om jeg måske var ved at være for gammel til den slags, men som sagt: Man bliver grebet af stemningen og tanken om at få en lille del af disse verdensstjerner med hjem, var simpelthen uimodståelig :)

Det blev til kruseduller fra følgende internationale spillere: Ernie Els, Jason Day, Aaron Baddeley (chancen bød sig to gange, så jeg slog til!), Adam Scott, Robert Allenby, K.J. Choi, K.T. Kim, Geoff Ogily and Y.E. Yang.

De internationale spillere var enormt ”tilgængelige” og tog sig rigtig god tid til publikum. Man kunne godt mærke det var tredje træningsdag og noget mere afslappet, nu hvor alle var bekendt med banen. Flere af dem spillede blot 9 huller og trissede så hjem på træningsbanen. De havde overskud til en lille snak med medierne og publikum og stillede gerne op til fotos og masser af autografer – måske deres måde at lade op til torsdagens første runde.

Autografer!

Helt anderledes var min opfattelse af amerikanerne! Noget forsinket tee’de Team USA ud fra hul 10 og jeg fangede den første bold på 12. tee. Ingen hyggesludder med publikum, ingen autografer og generelt set sådan en lidt afvisende attitude fra de amerikanske spillere. Ingen tvivl om at de naturligvis var yderst fokuserede, men blev alligevel lidt skuffet – især nu, hvor jeg havde set de internationale spilleres interaktion med publikum.
Blev hængende på 12. tee, for skulle da lige have et glimt (og billede) af gode gamle Tiger, der vist så småt har fundet spillet igen.
Mit første glimt af ham blev dog den kæmpe lunder han slog, da han skulle spille ind til 11. green – nuvel, det kan vel ske for selv den bedste! 

Her lunder Tiger!

Videoklip med Tiger - ikke noget vildt!

På 12. tee blødte Tigers stone-face dog lidt op, da en 3-årig knægt fra sin plads på sin fars skuldre råbte – på et ellers musestille tee-sted - ”Heeeey Tiger, how are you going?”. Det gav anledning til latter blandt publikum og spillere – og gjorde den lille dreng meget rød i hovedet :)

Jeg lod de sammenbidte amerikanere sejle deres egen sø og gik en tur over i The Public Village – altså teltbyen, med merchandise og mad osv. Der var forholdsvis fredeligt – og det gjorde sig egentlig gældende for hele området. Ved ikke, om folk først kommer når selve turneringen starter i morgen, men jeg følte under ingen omstændigheder at der var over-crowded på noget tidspunkt – rigtig dejligt! Tirsdag og onsdag er desuden de eneste dage man må have kamera med på banen, så jeg havde rig mulighed for at fotografere løs uden at blive generet af for mange mennesker og kasketter.

Spillerne begyndte så småt at finde sig til rette på træningsområderne. Jeg brugte over en time(!) på at se Adam Scott træne ”rundt om uret” på puttinggreen :) Ham kan jeg jo falde helt i svime over!! Det er sådan lidt pudsigt at se ham med Tigers gamle caddie, Steve Williams, men det lader til at de to har fået et ret godt samarbejde op at stå. Bliver sjovt at se i morgen, hvordan det skal gå i foursomes når Scott /Choi skal ud mod Woods/Stricker!

Da amerikanerne langt om længe kom ind fra deres runde, fulgte jeg dem på rangen. Havde måske et lille håb om, at de ville være til at trække en autograf ud af, men nææææh nej! Tiger var ikke at se nogle steder og Bubba Watson, Hunter Mahan,  Nick Watney m.fl.  ignorerede fuldstændig publikum i den henseende. Ret skal være ret: Bubba og Webb Simpson gav et lille ”show” på indspilsgreen og fjollede lidt rundt med trick-shots og sådan, men det kan man jo ikke gemme på papir, vel?!
 Endte med at tvinge mig selv til at se den unge up-and-coming star Webb Simpson putte i 45 min., hvorefter jeg nærmest var den eneste tilbage ved puttinggreen og så kunne han da også lige allernådigst give mig den simple krusedulle i min autografbog :) Vi siger tak herfra :)

Der leges i sandkassen!

Klokken nærmede sig 14.30 og jeg så lidt mere træning fra de forskellige spillere. Er dybt imponeret over deres flid! De bliver ved og ved – selv de mindste detaljer skal være på plads! Men hey, det er vel af samme årsag, at de er blandt de bedste i verden!? De rammer bolden så sprødt, putter som en drøm, deres shortgame er dybt imponerende og hold nu k**t hvor slår de afskyeligt langt! Fik Bubba Watson at se med driveren på rangen – uhhlala – der er altså tryk på!!

Beundrer desuden spillernes samarbejde med deres caddies – tilliden lyser ud af deres forhold og man kan tydeligt fornemme, hvor meget den enkelte spiller egentlig er afhængig af caddien! Mål, baneguide, optegnelser, køllevalg, ekstra bolde, håndklæde. Alting!

Da klokken nærmede sig 16 trak jeg mod Åbningscerenomien – igen: kæmpe setup med tribuner, scene, logoer, tv-skærme og hvad ved jeg! Et rigtig fint show med opvisning fra flyvevåbnet og en luft-akrobatikgruppe, nationalhymner fra alle involverede nationer, taler fra politikere, PGA tour overhoveder og de to holdkaptajner. Selve trofæet ankom til hest og blev så fint placeret på det store podium, hvor Fred Couples og Greg Norman – traditionen tro – gav hinanden hånd og dermed var The Presidents Cup 2011 officielt erklæret for åbnet!

Så fornemt!

På den igen torsdag allerede...ikke dårligt!

Da jeg kom hjem efter godt 10 timer på golfbanen var jeg i den tro, at jeg først skulle tilbage til Royal Melbourne Golf Club lørdag og søndag, men det skulle vise sig at være løgn. Min chef fra Drummond Golf havde godt nok snakket om, at han måske kunne skaffe en billet til foursomes om torsdagen, men jeg regnede ikke med noget. Torsdag morgen lå der så faktisk en email fra ham, hvor han bad mig ringe ASAP og godt en time senere var jeg så på vej med toget igen. Han havde fået en billet lagt til side til mig hos billetkontoret – superfedt!

Den stemning der herskede onsdag, kunne ganges med 1000 i dag torsdag! Blandt spillerne kunne man tydeligt fornemme den ære og det pres der følger med, når man er en del af et Presidents Cup hold. Stemningen var anspændt og alle ventede på den forløsning det må være, at sende det første drive af sted på tee 1.
Stedet var pakket med tilskuere, vejret var helt igennem perfekt: Sol, varme, drivende skyer og UV-faktor 10! På med solcremen, jo tak.
Det kunne på alle måder kun blive en god dag fyldt med fantastisk golf – ikke mindst takket være de spændende foursome-kombinationer som de to kaptajner havde sat til start.

Jeg drev lidt rundt og endte ud for midten af 4. fairway – her fik jeg et godt kig på alle boldene samtidig med, at jeg stod ved siden af en storskærm der viste seneste nyt og klip fra alle matcherne. Man skal jo ikke gå glip af noget!
Så fantastiske drives lige midt i den perfekte fairway og imponerede approach-slag til den svære green med den ekstra svære pin-placering. Så også overmodige spillere der fra tee-stedet lige ville krydse dogleg’et liiiidt for meget og dermed endte i dyb rough. Så spillernes koner og kærester i ens ”hold-uniformer”, officials, marshalls, security folk – ja selv en greenkeeper med en rive fulgte med hver enkelt match!

Blankt scoreboard onsdag aften - efter torsdagen runder stod der 4-2 til USA

Fra hul 4 gik jeg til 12. green – i lidt god tid måske, men det er det hele værd, når masserne pludselig strømmer til for at få et glimt af en given spiller og man så selv står først i køen...fryd! Her så jeg flere spillere i problemer – boldene fløj faktisk om ørerne på tilskuerne – men gang på gang fik de (ellers deres makker bliver det jo så) reddet sig ud af problemerne. Webb Simpson havde sendt sit drive ud i dyb urt og Bubba Watson gjorde blot ondt værre: Et trukket jern ind i ”skoven” af publikum, rough og træer. Herfra slog Webb et sløjt slag der kun lige fik sneget sig ind på green, men hvad gør nu det, når Bubba hiver en varm putter frem og sænker en 6-7 meter! Av, av – så var der pludselig pres på Els/Ishikawa der ellers var på i to uden problemer. De imponerer mig gang på gang.

Noget andet der imponerede mig, var opbakningen fra publikum. Der var ikke noget med at heppe ekstra meget på det internationale hold eller buhe af team USA. Klapsalver og positive tilråb blev ligeligt fordelt og i rigelige mængder – ganske som det bør være, men som det måske ikke altid er!
Australiere – og i særdeleshed folk fra Melbourne – er nogle af de største, mest engagerede sportsentusiaster jeg nogensinde har stiftet bekendtskab med. Som de selv siger: ”We do love our sports!” – og det gør det altså godt nok. Ikke så sært, at Melbourne formår at trække store sportsevents til år efter år.

Vil ikke gå i nærmere detaljer med dagens resultat – det står 4-2 til USA efter de 6 foursomes, så der er lidt at hente ind i morgen for de internationale (som jeg altså hepper på!). Day/Baddeley havde en rigtig trist afslutning på deres match – tabte 17. og 18. og fik derfor kun en deler med hjem. Det var sløjt. 

Jason Day under prøverunden onsdag

Dagens højdepunkt – for medierne ikke mindst – var Scott/Choi/(Steve Williams) 7/6-sejr over Woods/Stricker. Det er vel nærmest en omgang lammetæv og muligvis med til at give Tiger blod på tanden. Skal blive spændende at se!

Billeder fra onsdagens prøverunder + åbningsceremoni kan findes på Facebook – der er 167 billeder af blandet kvalitet :) I dag var kamera ikke tilladt og jeg måtte nøjes med mobilen – det kom der nogle få billeder ud af, men ikke af en kvalitet der er særlig god.

Holdet!

Lørdag og søndag vender jeg tilbage til The Presidents Cup  - i morgen bliver jeg vist nødt til at pakke mine ting, for jeg forlader trods alt Melbourne på mandag. 

Men sikke en afslutning på mit ophold her i byen - 4 dage til The Presidents Cup 2011 - jeg klager ikke! Det er stort og ubeskriveligt sejt at være en del af!

Det var da virkelig så lidt - tak fordi jeg måtte komme!

DEN SIDSTE TID I MELBOURNE

Så er det blevet søndag aften og jeg kan nu holde lidt weekend. Har arbejdet både lørdag og søndag - mine sidste vagter i Drummond Golf Carnegie. Det var helt mærkeligt at skulle sige farvel til mine kollegaer, for jeg har virkelig været glad for at være der. Én ting er de gode penge jeg har tjent, men noget helt andet er den indsigt jeg har fået i den australske kultur samt arbejdsmarked og den gode stemning der er i butikken. Mine kolleger har været så superrare og venlige og tog så godt imod mig, så jeg kommer virkelig til at savne hele bundtet!


Jeg havde mit kamera med på job i dag, så jeg tog lige et par billeder af butikken:

Will

Har lovet min chef at jeg vender tilbage om nogle år for at spille nogle af de fantastiske baner de har hernede - så har han til gengæld lovet at skaffe mig ind på nogle af de rigtig gode, private baner. Så det er en plan :)

EKSAMEN...

Har nu overstået 3/4 eksamener og jeg synes faktisk det er gået ok! Har slidt to helt nye kuglepenne op - den ene løb tør for blæk midt i den sidste eksamen, men jeg havde heldigvis en stiftblyant med også :) 

I morgen skal jeg bruge dagen på at læse op til min sidste eksamen - nu arbejdede jeg jo hele weekenden, så jeg får en anelse travlt. Det skal nok gå.  Det er Leadership Principles and Practices, så det handler mest om at kunne huske de forskellige leadership typer og deres forskellige keywords. 

Det er en meget speciel oplevelse at være til eksamen hernede. Skolen har ikke nok plads, så vi sidder i nogle kæmpelokaler på Caulfield Race Course (hestevæddeløbsbanen). Området er delt op i 4-5 bygninger med udsigt over banen, hver med 3-4 etager. På hver etage sidder vi omkring 200-300 elever til 2 timers skriftlige eksamener. Så det er mange forskellige fag på samme tid i samme lokale. Meget anderledes...Slagets gang bliver ledt af nogle gamle mennesker, der nyder den magt de har fået tildelt i dagens anledning. Når der bliver sagt "stop writing", så mener de virkelig "stop writing" :)

SIDSTE DAGE I GOOD OLD MELBS

Når eksamen på tirsdag er veloverstået er jeg færdig med mit udvekslingsophold! Det er meget mærkeligt. Det betyder også, at der kun er et semester til jeg bliver bachelor og at jeg faktisk kun mangler at skrive to store projekter. Som tiden dog går...!

Tirsdag aften skal jeg på Naked for Satan med Sanni, Sarah og Bryce. Det er ligesom på sin plads, at sige ordentligt farvel til den dejlige restaurant jeg har spist på flest gange, så det glæder jeg mig til. Det er også et godt stykke tid siden jeg har været der efterhånden...mmmm Tapas!!

Onsdag er så min første dag til Presidents Cup!!! Og hold nu op, hvor jeg glæder mig. Skal se deres 2. prøvespilsrunde + overvære Åbningsceremonien. Har fulgt Australian Open på TV hele weekenden i butikken, og mange af Presidents Cup-spillerne er i rigtig god form...der bliver forhåbentlig spillet en rigtig god omgang golf! Selv Tiger har vist fundet formen igen, så han skal nok give den gas i Melbourne!

Torsdag bliver muligvis også en Presidents Cup dag - min chef spurgte om jeg var interesseret i en billet og JA, det var jeg da. Så hvis han kan skaffe mig en til torsdag, så er jeg at finde på Royal Melbourne Golf Club :)

Fredag er reelt set min sidste dag i selve Melbourne, for både lørdag og søndag står på Presidents Cup fra tidlig morgen til sen eftermiddag. 

Sanni og jeg skal spise morgenmad sammen og lige sige farvel, for hun rejser afsted på sin backpackertur om lørdagen. Deruover skal jeg mødes med vores udlejer, så jeg kan få mit depositum tilbage. Har også en anelse tøj, jeg skal have stoppet i min rygsæk, så det kan jeg nok få lidt tid til at gå med :)

Lørdag og søndag skal jeg, som sagt, være på golfbanen hele dagen og mandag d. 21 forlader jeg så Melbourne!!! Flyver til New Zealand sent mandag aften og ankommer i Auckland tidligt tirsdag morgen. Onsdag starter min busrejse så - den skal tage mig fra Auckland hele vejen ned af nordøen og videre til sydøen. Det tager 14 dage og bliver intensivt med en masse stop og en masse oplevelser og smuk natur! GLÆDER MIG!

UGEN HØJDEPUNKT...

...var helt klart pakken fra min søster!! Et dejligt brev, masse små gaver og sidst men ikke mindst edderkopbamsen CHALD - som nu er min tro følgesvend med eget fotoalbum på facebook og det hele. 

Chald var med på arbejde