ET INDLÆG KUN FOR GOLF-IDIOTER - PRESIDENTS CUP 2011

Lad mig først lige fastslå, at denne tekst højst sandsynligt vil kede de fleste ihjel – i hvert fald jer derude som ikke spiller golf! Måske egentlig også nogle af jer som spiller golf, men som ikke gider læse SÅ meget om golf. Måske er det i virkeligheden kun min far der læser det her fra start til slut - i så fald kære far: God læsning :)

Prøverunder og åbningsceremoni

For første gang i min tid i Australien, har jeg valgt at dedikere et helt blogindlæg til én enkelt begivenhed. Normalt samler jeg sådan lidt forskelligt sammen, men mine to første dage til The Presidents Cup 2011 har været så stor en oplevelse, at det kræver et indlæg for sig.

På vej hjem i toget tænkte jeg over, hvordan jeg lige skulle kringle den her. For hvordan videregiver man lige det sus, spændingen, de fantastiske sving – ja, hele stemningen – til folk der sidder 13.000 km. væk hjemme i Danmark?

Det letteste ville være at sige, at ”man skulle have været der” – for det skulle man virkelig! De billeder jeg tog under onsdagens prøverunde, retfærdiggør på ingen måde den smukke golfbane, de lækre sving og det flotte vejr, for da slet ikke at tale om den intense stemning, der er på et træningsanlæg dagen før 24 af verdens allerbedste golfspillere tørner ud mod hinanden, i det, der af nogle kaldes det største team-event i golfverdenen. 

Allerede da jeg steg af toget på Mentone Railway Station stod det klart, at The Presidents Cup er en turnering uden lige. Uden for stationen blev tilskuere mødt af gratis shuttlebusser og før vi vidste af det, stod vi ved indgangen til The Royal Melbourne Golf Club – Australiens, efter sigende, bedste golfbane!
Uhhh – fik et sug i maven og gåsehud, da jeg trådte ind på anlægget. Har ikke sat mine fødder på en fairway siden maj måned, så jeg følte mig ærlig talt som et forårs-føl der lige var blevet sluppet på græs! Fuld af begejstring, spænding og med høje forventninger – for hvad mon der foregår bag indhegningen? 

Et ”bip” senere og min billet var godkendt. Med min spectator-guide i hånden var det tid til at udforske området. Det internationale hold var samlet på rangen til en gang opvarmning inden deres tredje og sidste prøverunde. Amerikanerne var ikke at se, men som en ældre kvinde – en af de 1400 frivillige – forklarede, så ”gør de vist lidt som det passer dem”. Jeg fulgte de internationale spilleres opvarmning og var straks grebet af stemningen – ”The Presidents Cup”-logo alle vegne, tilskuerpladser, en million marshalls i ens trøjer samt et meget positivt Melbourne-publikum, der naturligvis var yderst glade for deres mange landsmænd på det internationale hold.

Jason Day og Adam Scott

Spillerne var veloplagte og fandt tid til en hyggesludder med hinanden, blandt den ellers seriøse forberedelse. Superfedt at se!
Pludselig begyndte alle at røre på sig, de 12 caddies flyttede bags og pressen stimlede sammen – tid til ”klassebillede” af The Presidents Cup International Team årgang 2011. Ingen sure miner fra spillerne – de er yderst professionelle og kender deres pligter. Så alle 12 mand + kaptajner op på rad og række og så blev der ellers poseret for kameraerne - også mit :) 

Efter den korte fotosession rykkede de fleste spillere fra rangen til puttinggreen og man kunne fornemme, at startskuddet til prøverunden ville lyde inden længe. Jeg rykkede naturligvis med – man skal jo ikke gå glip af noget :) 

The International Team 2011

The International Team 2011

Jason Day slog sten-saks-papir med en af de andre spillere og fik på den måde lige afgjort, at hans bold skulle tee ud fra hul 1 og de andre fra hul 10. De spillede i tre 4-bolde og der var således ikke så mange bolde at følge, men i og med, at de gik ud på både for- og bagni, kunne man følge alle bolde, når de kom forbi de huller hvor gangstierne krydser hinanden.

Jeg fandt tilsyneladende ”smørhullet” hvor spillerne kom væltende i en lind strøm – sådan føltes det i hvert fald.
Som en anden ivrig junior-basse – bevæbnet med min spectator-guide og en tusch – møvede jeg mig frem i forreste række og indkasserede den ene autograf efter den anden. Jeg havde ellers på forhånd overvejet, om jeg måske var ved at være for gammel til den slags, men som sagt: Man bliver grebet af stemningen og tanken om at få en lille del af disse verdensstjerner med hjem, var simpelthen uimodståelig :)

Det blev til kruseduller fra følgende internationale spillere: Ernie Els, Jason Day, Aaron Baddeley (chancen bød sig to gange, så jeg slog til!), Adam Scott, Robert Allenby, K.J. Choi, K.T. Kim, Geoff Ogily and Y.E. Yang.

De internationale spillere var enormt ”tilgængelige” og tog sig rigtig god tid til publikum. Man kunne godt mærke det var tredje træningsdag og noget mere afslappet, nu hvor alle var bekendt med banen. Flere af dem spillede blot 9 huller og trissede så hjem på træningsbanen. De havde overskud til en lille snak med medierne og publikum og stillede gerne op til fotos og masser af autografer – måske deres måde at lade op til torsdagens første runde.

Autografer!

Helt anderledes var min opfattelse af amerikanerne! Noget forsinket tee’de Team USA ud fra hul 10 og jeg fangede den første bold på 12. tee. Ingen hyggesludder med publikum, ingen autografer og generelt set sådan en lidt afvisende attitude fra de amerikanske spillere. Ingen tvivl om at de naturligvis var yderst fokuserede, men blev alligevel lidt skuffet – især nu, hvor jeg havde set de internationale spilleres interaktion med publikum.
Blev hængende på 12. tee, for skulle da lige have et glimt (og billede) af gode gamle Tiger, der vist så småt har fundet spillet igen.
Mit første glimt af ham blev dog den kæmpe lunder han slog, da han skulle spille ind til 11. green – nuvel, det kan vel ske for selv den bedste! 

Her lunder Tiger!

Videoklip med Tiger - ikke noget vildt!

På 12. tee blødte Tigers stone-face dog lidt op, da en 3-årig knægt fra sin plads på sin fars skuldre råbte – på et ellers musestille tee-sted - ”Heeeey Tiger, how are you going?”. Det gav anledning til latter blandt publikum og spillere – og gjorde den lille dreng meget rød i hovedet :)

Jeg lod de sammenbidte amerikanere sejle deres egen sø og gik en tur over i The Public Village – altså teltbyen, med merchandise og mad osv. Der var forholdsvis fredeligt – og det gjorde sig egentlig gældende for hele området. Ved ikke, om folk først kommer når selve turneringen starter i morgen, men jeg følte under ingen omstændigheder at der var over-crowded på noget tidspunkt – rigtig dejligt! Tirsdag og onsdag er desuden de eneste dage man må have kamera med på banen, så jeg havde rig mulighed for at fotografere løs uden at blive generet af for mange mennesker og kasketter.

Spillerne begyndte så småt at finde sig til rette på træningsområderne. Jeg brugte over en time(!) på at se Adam Scott træne ”rundt om uret” på puttinggreen :) Ham kan jeg jo falde helt i svime over!! Det er sådan lidt pudsigt at se ham med Tigers gamle caddie, Steve Williams, men det lader til at de to har fået et ret godt samarbejde op at stå. Bliver sjovt at se i morgen, hvordan det skal gå i foursomes når Scott /Choi skal ud mod Woods/Stricker!

Da amerikanerne langt om længe kom ind fra deres runde, fulgte jeg dem på rangen. Havde måske et lille håb om, at de ville være til at trække en autograf ud af, men nææææh nej! Tiger var ikke at se nogle steder og Bubba Watson, Hunter Mahan,  Nick Watney m.fl.  ignorerede fuldstændig publikum i den henseende. Ret skal være ret: Bubba og Webb Simpson gav et lille ”show” på indspilsgreen og fjollede lidt rundt med trick-shots og sådan, men det kan man jo ikke gemme på papir, vel?!
 Endte med at tvinge mig selv til at se den unge up-and-coming star Webb Simpson putte i 45 min., hvorefter jeg nærmest var den eneste tilbage ved puttinggreen og så kunne han da også lige allernådigst give mig den simple krusedulle i min autografbog :) Vi siger tak herfra :)

Der leges i sandkassen!

Klokken nærmede sig 14.30 og jeg så lidt mere træning fra de forskellige spillere. Er dybt imponeret over deres flid! De bliver ved og ved – selv de mindste detaljer skal være på plads! Men hey, det er vel af samme årsag, at de er blandt de bedste i verden!? De rammer bolden så sprødt, putter som en drøm, deres shortgame er dybt imponerende og hold nu k**t hvor slår de afskyeligt langt! Fik Bubba Watson at se med driveren på rangen – uhhlala – der er altså tryk på!!

Beundrer desuden spillernes samarbejde med deres caddies – tilliden lyser ud af deres forhold og man kan tydeligt fornemme, hvor meget den enkelte spiller egentlig er afhængig af caddien! Mål, baneguide, optegnelser, køllevalg, ekstra bolde, håndklæde. Alting!

Da klokken nærmede sig 16 trak jeg mod Åbningscerenomien – igen: kæmpe setup med tribuner, scene, logoer, tv-skærme og hvad ved jeg! Et rigtig fint show med opvisning fra flyvevåbnet og en luft-akrobatikgruppe, nationalhymner fra alle involverede nationer, taler fra politikere, PGA tour overhoveder og de to holdkaptajner. Selve trofæet ankom til hest og blev så fint placeret på det store podium, hvor Fred Couples og Greg Norman – traditionen tro – gav hinanden hånd og dermed var The Presidents Cup 2011 officielt erklæret for åbnet!

Så fornemt!

På den igen torsdag allerede...ikke dårligt!

Da jeg kom hjem efter godt 10 timer på golfbanen var jeg i den tro, at jeg først skulle tilbage til Royal Melbourne Golf Club lørdag og søndag, men det skulle vise sig at være løgn. Min chef fra Drummond Golf havde godt nok snakket om, at han måske kunne skaffe en billet til foursomes om torsdagen, men jeg regnede ikke med noget. Torsdag morgen lå der så faktisk en email fra ham, hvor han bad mig ringe ASAP og godt en time senere var jeg så på vej med toget igen. Han havde fået en billet lagt til side til mig hos billetkontoret – superfedt!

Den stemning der herskede onsdag, kunne ganges med 1000 i dag torsdag! Blandt spillerne kunne man tydeligt fornemme den ære og det pres der følger med, når man er en del af et Presidents Cup hold. Stemningen var anspændt og alle ventede på den forløsning det må være, at sende det første drive af sted på tee 1.
Stedet var pakket med tilskuere, vejret var helt igennem perfekt: Sol, varme, drivende skyer og UV-faktor 10! På med solcremen, jo tak.
Det kunne på alle måder kun blive en god dag fyldt med fantastisk golf – ikke mindst takket være de spændende foursome-kombinationer som de to kaptajner havde sat til start.

Jeg drev lidt rundt og endte ud for midten af 4. fairway – her fik jeg et godt kig på alle boldene samtidig med, at jeg stod ved siden af en storskærm der viste seneste nyt og klip fra alle matcherne. Man skal jo ikke gå glip af noget!
Så fantastiske drives lige midt i den perfekte fairway og imponerede approach-slag til den svære green med den ekstra svære pin-placering. Så også overmodige spillere der fra tee-stedet lige ville krydse dogleg’et liiiidt for meget og dermed endte i dyb rough. Så spillernes koner og kærester i ens ”hold-uniformer”, officials, marshalls, security folk – ja selv en greenkeeper med en rive fulgte med hver enkelt match!

Blankt scoreboard onsdag aften - efter torsdagen runder stod der 4-2 til USA

Fra hul 4 gik jeg til 12. green – i lidt god tid måske, men det er det hele værd, når masserne pludselig strømmer til for at få et glimt af en given spiller og man så selv står først i køen...fryd! Her så jeg flere spillere i problemer – boldene fløj faktisk om ørerne på tilskuerne – men gang på gang fik de (ellers deres makker bliver det jo så) reddet sig ud af problemerne. Webb Simpson havde sendt sit drive ud i dyb urt og Bubba Watson gjorde blot ondt værre: Et trukket jern ind i ”skoven” af publikum, rough og træer. Herfra slog Webb et sløjt slag der kun lige fik sneget sig ind på green, men hvad gør nu det, når Bubba hiver en varm putter frem og sænker en 6-7 meter! Av, av – så var der pludselig pres på Els/Ishikawa der ellers var på i to uden problemer. De imponerer mig gang på gang.

Noget andet der imponerede mig, var opbakningen fra publikum. Der var ikke noget med at heppe ekstra meget på det internationale hold eller buhe af team USA. Klapsalver og positive tilråb blev ligeligt fordelt og i rigelige mængder – ganske som det bør være, men som det måske ikke altid er!
Australiere – og i særdeleshed folk fra Melbourne – er nogle af de største, mest engagerede sportsentusiaster jeg nogensinde har stiftet bekendtskab med. Som de selv siger: ”We do love our sports!” – og det gør det altså godt nok. Ikke så sært, at Melbourne formår at trække store sportsevents til år efter år.

Vil ikke gå i nærmere detaljer med dagens resultat – det står 4-2 til USA efter de 6 foursomes, så der er lidt at hente ind i morgen for de internationale (som jeg altså hepper på!). Day/Baddeley havde en rigtig trist afslutning på deres match – tabte 17. og 18. og fik derfor kun en deler med hjem. Det var sløjt. 

Jason Day under prøverunden onsdag

Dagens højdepunkt – for medierne ikke mindst – var Scott/Choi/(Steve Williams) 7/6-sejr over Woods/Stricker. Det er vel nærmest en omgang lammetæv og muligvis med til at give Tiger blod på tanden. Skal blive spændende at se!

Billeder fra onsdagens prøverunder + åbningsceremoni kan findes på Facebook – der er 167 billeder af blandet kvalitet :) I dag var kamera ikke tilladt og jeg måtte nøjes med mobilen – det kom der nogle få billeder ud af, men ikke af en kvalitet der er særlig god.

Holdet!

Lørdag og søndag vender jeg tilbage til The Presidents Cup  - i morgen bliver jeg vist nødt til at pakke mine ting, for jeg forlader trods alt Melbourne på mandag. 

Men sikke en afslutning på mit ophold her i byen - 4 dage til The Presidents Cup 2011 - jeg klager ikke! Det er stort og ubeskriveligt sejt at være en del af!

Det var da virkelig så lidt - tak fordi jeg måtte komme!