lørdag den 31. december 2011

GODT NYTÅR + FARVEL AUSSIE!

Så er det lige straks tid til at sige farvel til Australien – må ærligt indrømme, at jeg føler mig meget parat til at rejse herfra nu. Jeg har efterhånden fået nok af de små badebyer og det enorme antal turister og backpackerlivet generelt set! Når det så er sagt, at jeg haft nogle rigtige gode dage den sidste uges tid.

Fra Magnetic Island tog jeg tilbage til fastlandet og havde et par overnatninger i Townsville. Det var nok de varmeste dage jeg har oplevet hidtil – over 30 grader og en luftfugtighed der sagde spar to! Det føltes som om der var optræk til uvejr og det skulle da også senere vise sig, at det nordlige Queensland lige tog resterne af regnen fra den cyklon der ramte Darwin i Northern Territory.

Townsville er mindre turistet end mange af de andre byer på østkysten og lægger lokaler til mange statslige organisationer. Der bor omkring 180.000 mennesker og byen er dermed den største nord for Gold Coast.
Jeg boede på et fint og rent lille hostel med gratis wifi i udkanten af CBD, og jeg skal da ærligt indrømme, at jeg lige fik knaldet et par timer af foran computeren med lidt facebook-kiggeri og sådan. Townsville er nemlig ikke den mest livlige by og med den hede var det simpelthen ulideligt at vandre rundt. D. 27 om eftermiddagen gik derfor hurtigt på hostellet i aircondition J Den 28. var jeg frisk og frejdig og besluttede at jeg da lige ville bestige Castle Hill – det er en pænt høj bakke/bjerg-tingest, hvorfra der er meget flot udsigt over byen og Magnetic Island. Ved afgang var det overskyet så jeg travede af sted og valgte ”Goats Track” – det var så den mest knoldede vej og med en helvedes masser trapper og stensætning og hvad ved jeg. Det var ikke for børn! Solen valgte at komme frem efter en kilometers penge og så var der ellers svedig trøje for alle pengene! Jeg kunne seriøst have vredet den, da jeg kom hjem og mine stakkels ben rystede…haha…jeg følte mig meeeget svag! 10 minutter under viften på mit værelse og så var jeg tør igen J Derfra vandrede jeg hele vejen ned til vandet og fulgte The Strand et par kilometer – det er strandvejen med hoteller og svømmesteder og legepladser osv. Heden og luftfugtigheden kulminerede imidlertid i en ordentlig omgang regn og så var jeg ellers drivvåd igen. Regntiden er åbenbart startet nu her – det var jeg ikke lige klar over – mig som ellers googler alting J 

Regnen skulle dog vise sig at gå helt bananas da vi tog nordpå med bussen – det pissede mere eller mindre ned hele vejen til Cairns og det er en bustur på 5-6 timer. Da jeg ankom til stoppestedet i Cairns stod det ned i lårtykke stråler – den der type regn, hvor det slår op fra jorden igen fordi det rammer med sådan en mægtig kraft! Bagagen druknede nærmest og jeg var sådan lidt utilfreds med at jeg skulle gå til mit hostel med at alt mit grej i det vejr. Jeg gav mit hostel et kald og de flinke australiere valgte så at komme og hente mig! Super lækkert!

Regnen fortsatte dagen ud og vejrudsigten så heller ikke for god ud, men her på 4. dagen i Cairns må jeg nok sige, at vejret har overrasket meget positivt! Har været ved lagunen 2 dage og solet og svømmet og selve nytårsaften var helt fantastisk – lun aften, klar himmel! Shorts-buksedragt og flip-flops – aldrig har jeg været så casual påklædt til en nytårsaften, men det var fedt!!
Jeg var sammen med en gruppe hollændere og englændere og vi hyggede med lidt let mad i en park ved lagunen. Der var stort set-up med koncerter hele aftenen og rigtig, rigtig flot fyrværkeri både kl. 21 og 00.00 – det første møntet på familier med små børn og senere for de voksne! Det er ulovligt for private at fyre fyrværkeri af, så det hele er arrangeret af byen. Det betyder at det er ganske storslået, men kortvarigt. Egentlig helt ok, sammenlignet med de flere timers regn af mere eller mindre fesne raketter vi har hjemme i Danmark.
I Australien må man heller ikke drikke in public og det tager de meget seriøst. Politiet patruljerede området og vin og øl blev derfor gemt væk og smugdrukket når der ikke var ”fare på færde”. Meget anderledes end derhjemme, men helt fint, for det satte en dæmper på folks brandert (i hvert fald for alle os der ikke betalte kassen for at komme ind på natklubberne og barerne).  Det var mærkeligt at fejre nytår med fremmede og jeg var ikke i specielt festligt humør, for at være ærlig. Har nu aldrig været helt oppe og ringe over nytårsaften – synes det er så overdrevet! Derudover savner jeg folk derhjemme og ser virkelig frem til at komme hjem til det kendte J Mit rejse/eventyrgen har brug for en pause, så tryghedsnarkomanen kan få lov at styre lidt J Da champagnen var poppet og drukket kl. 00.30 og der var ønsket godt nytår til alle mand, smuttede jeg hjem til mit hostel og var i seng kl. 01.00. Det var en helt ok aften og selskabet var godt, så det skulle ikke have været anderledes.

Nu er det så 2012 – det er underligt! Der kommer til at ske mange gode og spændende ting i år – det er jeg sikker på. Ikke fordi jeg har haft noget at klage over i forhold til 2011 – så ville jeg da være et skarn, for hold da op et vildt år jeg har haft, fyldt med oplevelser og rejser (6 mdr. i Australien – så kan man jo nærmest ikke komme længere væk!) 2012 bliver lidt mere hjemligt, men det glæder jeg mig faktisk bare til! Der er et bachelorprojekt der skal skrives, en kandidatuddannelse der skal søges ind på, jeg skal tilbage på jobbet hos WSPA, vi går en spændende golfsæson i møde i Sorø Golfklub, jeg har en hulens masse catchen-up med alle mine skønne venner og så skal jeg forhåbentligt flytte tilbage til KBH omkring 1. februar. Det kræver dog lige at jeg finder mig et sted at bo og det er ikke helt let, når man sidder på den anden side af jorden.
Jeg er fuld af fortrøstning for tingene plejer som regel at flaske sig for mig J

Inden det bliver helt hjemligt igen, går min rejse ind i sidste fase – en lille bid af Asien! I morgen (2. januar) bliver en lang rejsedag. Tager fra mit hostel kl. 08.00 om morgenen og skulle efter planen ankomme til Singapore kl. 21.20 lokal tid. Der er klokken så 23.20 Queensland-time, så det bliver en lang dag med et enkelt flyskift i Darwin.
Har nogle dage i Singapore og d. 5 rejser jeg så til Phuket. Her skal jeg bo 6 nætter på et hostel i Kata Beach og slutter så hele eventyret af med to overnatninger på et rigtig pænt hotel – vil lige have lidt luksus inden det hele er slut J

Glæder mig til at returnere til hverdagen derhjemme – det er der nok mange der ikke kan følge mig i, men efter så lang tid i udlandet + den her lange ferie, så bliver det godt med lidt struktur på tilværelsen J

RIGTIG GODT NYTÅR – vi ses lige om lidt!

Ingen kommentarer: